Ligestilling er ikke lig med forsømte børn

Øv hvor et nederen bidrag til ligestillingsdebatten. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at sige min mening om det.

Fire kvinder har opstillet 7 prioriteringer som de kalder dødssynder. Det er jo fint at de gerne vil debattere emnet kvinder og karriere. Men indlægget virker umodent og uovervejet, og jeg må indrømme at jeg mens jeg læste det, ikke kunne lade være med at tænke, at det lød meget teoretisk og studentikost. Med fare for at lyde lidt docerende og voksent overbærende. Så ja- jeg googlede navnene for at få en fornemmelse for pigernes baggrund. Og jeg fandt fire nyudklækkede handelsskolestudenter. Deres unge alder taget i betragtning, og det faktum at deres linked in profiler hverken bar præg af erhvervserfaring af betydning eller stort netværk fra det erhvervsliv, de så gerne vil prioritere over alt andet fik mig til at konkludere, at vi nok her har at gøre med unge piger som endnu har til gode at forholde sig i praksis til de emner de debatterer. Nemlig amning, barsel, kejsersnit, work life balance, overarbejde og kontakt til barnets daginstitutionen. Hvis de følger statistikken for højt uddannede københavnske kvinder (“vi er veluddannede og ambitiøse” siger de selv) går der formodentlig også op til 10 år før de behøver forholde sig til graviditet og barsel. Så slap dog af og vent og se til den tid.

Pigerne kommer med eksempler som jeg personligt ikke kan nikke genkendende til. Jeg tager lige fat i dødssynderne.

1. “Du må ikke sige til din familie at du ikke vil have børn.”

Det må du vel selv om. Men måske er det lidt tidligt for jer at udtale jer så skråsikkert om den slags. Det kan jo være prioriteter ændrer sig fra man er 25 til man er 35. Er trods alt set før.

2. “Du må ikke sige til din jordmoder, du vil have kejsersnit.”

Det er der næppe en lov imod. Men jordmødre og fødselslæger anbefaler, at man føder almindeligt hvis der ikke er nogen helbredsmæssig grund til ikke at gøre det. Netop fordi kejsersnit er forbundet med større risici for mor og barn end en almindelig fødsel. Det er som regel noget man får en bedre forståelse for når man indgår i et forløb på hospitalet op til en fødsel. Min erfaring (Gentofte sygehus) er dog også at man kan vælge kejsersnit, hvis man er traumatiseret fra en tidligere fødsel eller hvis man insisterer. Men spørgsmålet piger er. Hvorfor vælge kejsersnit?? Hvis I er så forhibbet på ikke at være bebyrdet af at være kvinde, og at dømme fra jeres tekst helst vil aflevere barnet til faderen og løbe på arbejde straks efter fødsel, så kan jeg fortælle at man efter et kejsersnit er noget mere skøbelig end efter en fødsel- og ofte sengebundet.

3. “Du må ikke sige til dit barns far at han skal tage mere end halvdelen af barslen.”

Hvorfor dog egentlig også diktere hvad ens partner skal? Man kunne jo håbe at man kunne snakke om tingene og finde et kompromis som gjorde alle om end ikke glade, så dog nogenlunde tilfredse.

4. “Du må ikke sige til dine veninder, at du ikke vil amme dit barn”

Gu må du da så. Men hvorfor skulle du lade være? Du taber dig hurtigere, barnet bliver mere modstandsdygtigt, det er en god kontakt mellem mor og barn. Og hvis du gerne vil have faderen ind over så lad ham give en flaske af og til og så lad dog være med at amme i 18 måneder. 4-6 måneder kan også gøre det. Og hvis du ikke er parat til at tage barsel i 4 måneder, så burde du slet ikke få et barn.

5. “Du må ikke sige til dit barns pædagog at faderen er den primære kontaktperson.”

Her aner jeg simpelthen ikke hvad problemet er. Man giver vel bare nummeret til den som er tættest på og hurtigst kan komme? Har aldrig oplevet andet end positiv respons fra vores institution over at min mand henter og bringer mest.

6. “Du må ikke sige til dine kollegaer du bliver en time eller to ekstra fordi du ikke henter.”

Jeg kan ikke forestille mig andet end at mine kollegaer ville blive glad for at jeg blev en time eller to ekstra og netop ikke gik tidligt for at hente. Hvorfor skulle de blive sure over det?

7. “Du må slet ikke sige at din karriere er lige så vigtig som dit barn”

NEJ! gu må du ej. Tag lige at få prioriteterne i orden her. Et barn er et liv, det er ansvar, der er konsekvenser for alle de valg man tager omkring et barn. Lige gyldig hvor meget man går op i sit job (og jeg går RIGTIG meget op i mit job), så bliver det aldrig ligeså betydningsfuldt som et lille, uskyldigt menneske som er 100% afhængigt af ens kærlighed og opmærksomhed. Det lyder her igen som om det kun kan gå for langsomt med at komme væk fra det der barn I hverken vil føde, amme eller være hos i månederne efter fødsel.

Kære piger,I skal slappe lidt af og gemme jeres ligestilingskamp til I får en bedre fornemmelse for hvor det giver mening at sætte ind. At glorificere en verden hvor kvinder skal passes ind i en mandeverden som netop i mange år har været forskruet fordi den ikke giver plads til hele mennesker med et bagland som skal passes er så misforstået.

Det er ikke et fremskridt at BÅDE kvinder og mænd prioriterer deres arbejde over familien. Det ville være ligestillingsfremmende at  arbejde for en verden hvor både kvinder og mænd har mulighed for at skabe god balance mellem karriere og familieliv. Barsel til begge, flekstider til begge, topleder og bestyrelsesstillinger, som ikke kun passer den traditionelle mandetype og en 70 timers arbejdsuge, men er sammensat til det hele menneske m/k.

Læs kronikken fra Politiken idag her.