Men hvorfor? Tåbelige produktnavne

Posted by on Sep 21, 2010 in Brugervenlighed, Den digitale forbruger | 0 comments

Hvorfor er produktnavne på helt almindelige hverdagselektronik så komplet håbløse? Jeg har lige modtaget endnu en pressemeddelelse for et nyt produkt. Det beskrives således:

“RDP-X50iP er det … seneste skud på stammen i rækken af højtalerdocks…. Den minder om de allerede eksisterende RDP-XF100iP og RDP-X80iP-modeller”

Og pågældende firma er ikke ene om at mangle situationsfornemmelse, når det gælder produktnavne, der giver mening for almindelige mennesker.  Det er jo næppe højdepunktet af god konceptudvikling og tekstforfatteri, når man smider produkter, der lyder som fjerne fætre til R2D2 og CP3O fra Starwars direkte ud til helt almindelige mennesker?

Det er ikke nødvendigvis de stakkels PR bureauers skyld. Det er ikke nemt at få “XF100iP og RDP-X80iP-modeller” til at lyde som noget, der giver mening i Hr. og Fru Jensens stue. Problemet opstår allerede, når produktet bliver udviklet. De tager jo tilsyneladende den første tekniske betegnelse ingeniøren noterer ved produktet hele vejen til markedet og ned i Fona og Expert eller online til Wupti og Dustin og alle de andre elektronikpushere.

Nemt for afsenderen, svært for modtageren. Hvem kan huske den slags navne? Jeg forestiller mig min mor gå i FONA “Jeg så lige RDP-X80iP-modellen i en annonce. Den vil jeg gerne købe!”. Eller min veninde “Jeg leder efter en ny højtaler dock, jeg tror lige jeg googler RDP-X80iP for den skulle være så god”.  Øh nej det kommer vist ikke til at ske.

Jeg kan godt regne ud, at det har noget at gøre med serier og systmer og hjælper virksomheden med at holde styr på hvilke produkter de producerer og sender ud. Men forbrugeren er da ret ligeglad med den udfordring, de kunne have på det område. Det vigtigste er vel at sørge for at kunden husker produktet og køber det? Så kan der vel findes løsninger for det andet?

De indforståede tekniske betegnelser må elektronikbranchen gerne være så venlige at holde for lukkede døre i et eller andet elektronikbranche backstage område, som jeg som forbruger ikke behøver være en del af. Når de så vil ud på “scenen” og sælge gælder det om at tage krea hatten på og udvikle navne og beskrivelser, som fortæller noget om brugen, oplevelserne og fordelene så Helene fra Sorø, Niels fra Ringkøbing og Yildiz fra Nørrebro ikke går fra butikken mere forvirrede end da de kom ind.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>