Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg er dybt fascineret af og meget glad for udviklingen indenfor mobile applikationer. Hvordan forretningsmodellerne hænger sammen og udviklerne tjener penge er vist stadig et lidt åbent spørgsmål. Branded entertainment og annoncering er en mulighed. Betalingsapplikationer en anden. 
Nu er problemet bare at jeg endnu ikke er stødt på en eneste betalingsapplikation på Android market på min HTC Magic telefon. Selvom jeg faktisk leder efter højkvalitets applikationer kan jeg simpelthen ikke finde dem. Der er altså et eller andet galt med brugervenligheden og kategoriseringen. Hvorfor ikke lave en liste over mest populære for betalingsapplikationer? Jeg googler så lige “paid apps android market” og finder nogle lister. Men det er jo ikke helt optimalt, og bestemt ikke salgsunderstøttende. Det undrer mig virkelig at der ikke er bedre anbefalings/promoverings/rating/ muligheder i de eksisterende app stores.
